De indre mandlige kønsorganer består af testiklerne (testis orchis/didymis) og bitestiklerne (epididymis). Herudover findes en sædleder (ductus deferens), ductus ejaculatorius og et urinrør (urethra masculina). Der er herudover også en række sekundære accessoriske kønskirtler: sædblæren (vesicula seminalis), blærehalskirtlen (prostata), cowperske kirtler (gl. bulbourethralis) og gl. urethralis.

De ydre kønsorganer er lemmet (penis/fallos) og pungen (scrotum).

De overordnede funktioner af mandlige genitalier er at danne kønshormoner, danne sædceller, føre sædcellerne tæt på ægget og være udførselsvej for urin.

I testiklerne foregår selve syntesen af sædceller. Scrotum ligger omkring testiklerne og beskytter denne. Sædceller kan transporteres ud af testiklerne og lagres i bitestiklerne. Under ejakulation transporteres sædceller så ud af bitestiklerne gennem den lange ductus deferens. Denne ender i ampullen af ductus deferens hvor den forbinder sig med glandulae vesiculosae. Disse tilfører sædvæsken til sæden, hvorefter sæden fortsætter igennem prostata og ud gennem penis i urethra.

Både urin og sæd transporteres ud gennem urethra. Men begge kan ikke ske samtidig, da sphincteren til urinblæren lukker ved sædafgang og sædkanalen lukker ved urinafgang.

Produktion af sædceller i testis

Testiklerne har et rørsystem af tubuli seminiferi, hvori produktionen af sæd foregår. Disse er omkranset af en basalmembran med fibroblaster og leydig celler der producerer testosteron. Der findes også omkring kapillærer der forsyner tubuli seminiferi med blod.

Inde i midten af tubuli seminiferi findes et lumen og omkring findes sertoli celler (kaldes også nurse cells). Disse hjælper med at producere sædceller i spermatogenesen.

Produktionen af sædceller starter i det lag der ligger tættest på basalmembranen og længst væk fra lumen – det er her stamcellerne (spermatogonier) er. Disse nærmer sig lumen hvor de differentierer sig til først primær spermatocytter (ved mitose), til sekundære spermatocytter (ved meiose I) og til spermatider (ved meiose II) – denne proces kaldes spermatogenesen. Herefter sker der en anden proces hvor spermatiderne omdannes til umodne spermatozoer ude i lumen – denne proces hedder spermiogenesen. Disse umodne spermatozoer transporteres så videre til bitestiklerne hvor de modnes og lagres – klar til at blive sendt ud ved ejakulation.

I bitestiklerne sker der både en modning og lagring af spermatozoerne – men også en beskyttelse samt genbrug af beskadigede spermatozoer.

Accessoriske kønskirtler

Efter at de modne spermatozoer er sendt ud i ductus deferens, forbindes denne med glandulae vesiculosae som tilfører væske til sæden. Faktisk består 60% af sædens volumen af væske fra glandulae vesiculosae. Herudover indeholder væsken også prostaglandiner der fremmer sædens bevægelse, fructose til energi og fibrinogen.

Sæden føres også gennem prostata. Dette er et muskulært organ der producerer prostata væske og tilfører sæden. Denne væske står for 30% af sædens væske.

Gl. bulbourethralis er også en accessorisk kirtel som producerer tykt, basisk, mukøst væske der tilføres sæden. Denne basiske væske hjælper med at neutralisere enhver urinsyre der findes i urethra.

En typisk ejakulation sender omkring 2-5 ml sæd ud der indeholder mellem 20 og 100 millioner sædceller.

Hvad er køn?

Menneskets kromosomale køn findes i vores kønskromosomer. Mænd har kromosomerne XY og kvinderne har kromosomerne XX. Ved befrugtning afgøres fosterets kromosomale køn, idet mandet afgiver et kromosom der enten kan være X eller Y og kvinden afgiver et kromosom der altid er X. På den måde er det faktisk manden der afgør det kromosomale køn for fosteret, idet det bliver en dreng hvis manden afgiver et Y-kromosom og en pige hvis manden afgiver et X-kromosom.

Men kromosomerne er ikke alene nok til at bestemme kønnet på fosteret. X og Y er nødvendig, men ikke tilstrækkelig for at afgøre det mandlige køn. Kønsdifferentiering afgøres nemlig af hormoner og parakrine faktorer under udviklingen. Et eksempel er et foster der har XY genotypen, men en mutation i SRY genet – de vil have feminine genitalier helt uden differentiering af testes. Et andet eksempel er et foster der har XY genotypen, men en defekt GnHR sekretion – de får en hypogonadal tilstand kaldet Kallmans syndrom, hvor man har manglende pubertetsudvikling, herunder udvikling af kønskarakterene. Et tredje eksempel er et foster der har XY genotypen, men defekt AR – de vil have testikulær feminisering. Disse eksempler viser at det kromosomale køn er ikke nok til at afgøre kønnet – hormoner spiller også ind.

Udvikling af genitalier

Det primitive foster har et indifferentient stadie, der så differentierer ud til de forskellige kønskarakterer afhængig af om det er en pige eller dreng.

Udviklingen starter i 5.-6. uge hvor SRY genet afgør om der udvikles testis eller ovarier. SRY genet kodes af Y-kromosomet som kun drenge har, og derfor vil drenge være SRY positive og piger vil være SRY negative. Herefter begynder hormonproduktionen i 8. uge, udviklingen af uterus og forskellige sædledere hos manden i uge 8-10.  I uge 12-14 udvikles de ydre kønsorganer i form af penis og scrotum hos manden og klitoris og skamlæber hos kvinden. Man vil altså slet ikke kunne se forskel på piger og drenge før 6. graviditetsuge.

De kvindlige og mandlinge kønsorganer er dannet udfra samme ophav.

Puberteten

I puberteten ser man igen at testosteron niveaet stiger hos drenge og de udvikler primære og sekundære kønsorganer. De udvikler også sekundære kønskarakterer, såsom behåring.

Hormonproduktion hos manden

Hypothalamus secernerer hormonet GnRH der er et releasing hormon, som påvirker adenohypofysen til at secernere mere LH og FSH. LH og FSH afgives til blodbanen og kan så påvirke hormonproduktionen af kønshormoner i testiklerne. Her afgives LH og FSH til interstitialrummet hvor de kan binde sig til leydig celler.

LH binder sig til leydig celler og får disse til at secernere testosteron (syntetiseret udfra cholesterol). Dette er det mest vigtigste androgen og er det mandlige kønshormon. Det har mange funktioner, såsom at stimulere sertoli celler, opretholder mænds sexuelle drive, stimulerer vækst i knogler og muskler, giver sekundære kønskarakterer såsom hårvækst og en dyb stemme. Endelig er testosteron også vigtig for de accessoriske kønskirtler, såsom prostata.

FSH binder sig til sertoli celler og stimulerer disse til at secernere ABP (androgen bindende protein). Testosteron skal også være stede. Dette stimulerer og fremmer syntesen af spermatozoer.

Sertoli celler secenerer også Inhibin s0m hæmmer hypofysens produktion af FSH.

Der foregår her en del negativ feedback i syntesen af testosteron. Hypothalamus secernerer GnRH som stimulerer hypofysen til at afgive LH og FSH. Dette stimulerer testis til at syntetisere testosteron. Testosteron stimulerer udviklingen af sekundære kønskarakterer, adfærd og accessorisk reproduktivt væv. Herudover stimulerer testosteron testes til at sytetisere mere testosteron, men hæmmer til gengæld dannelsen af FSH og LH i hypofysen og GnRH i hypothalamus. Herudover kan hormonerne activin stimulere hypofysens produktion af LH og FSH, mens inhibin follistatin hæmmer den.

Udfra testosteron kan kroppen danne en del af de andre androgener:

Testosteron og sygdomme

Hypersekretion af testosteron giver kun minimalt kliniske symptomer hvoraf de hyppigste er forøget sexualitetslyst og prostatacancer.

For at modvirke prostatacancer og skaldethed, kan man bruge 5-alfa-reductase hæmmere, der hæmmer omdannelsen af testosteron til dihydrotestosteron.

Erektion, emission og ejakulation

Erektion

Parasympaticus afslapper de glatte muskelceller omkring kaverner og i blodkar, herved fyldes kavernerne med blod.

Emission

Transport af sædceller fra cauda epididymidis til urethra i prostata, peristaltik fremkommet ved kontraktioner af den glatte muskulatur i ductus deferens væg, sekretion af sædsafter fra vesicula seminalis og prostata ved stimulering af myoepiteliale celler- sympaticus stimulerer de glatte muskelceller.

Ejakulation

Fremføring af sæden fra urethra prostatica til og ud af ostium urethrae externum – kontraktion af m. bulbospongiosus (somatisk – n. pudendus) og kontraktion af glatte muskelceller omkring den penile urethra (sympaticus).

Sidst opdateret 26. juni 2023