Epitoper

Sharing is caring

Den struktur på antigenmolekylet, som et antistof bindes til, kaldes den antigene determinant eller epitopen. Det er et begreb indført af den danske immunolog og Nobelprismodtager Niels Kaj Jerne.

Størrelsen af en epitop er bestemt ved forsøg med syntetiske polypeptider og veldefinerede kulhydrater og andrager ca. 6 aminosyrer eller 4-6 kulhydratenheder, men også mindre molekyler – kaldes haptener – kan udgøre en epitop og udvise en meget stærk binding til det specifikke antistof – som for eksempel dinitrofenol (DNP), som har været et meget anvendt modelhapten i immunologien.

De enkelte epitoper på makromolekyler har man søgt at analysere ved at undersøge reaktiviteten af fragmenter af makromolekylerne over for antistofferne. Man har her fundet, at protein-makromolekyler som for eksempel myoglobin fra spermacethvalen har talrige epitoper. Begrebet multivalente antigener bruges dog ikke om dette fænomen men bruges om antigener – fx komplekse kulhydrater – som har flere, ofte mange, ens epitoper.

Struktur

B-celle epitoperne sidder alle på ydersiden af molekylet, dvs de er eksponerede (for globulære proteiner er det indre af molekylet overvejende hydrofobt, mens den ydre del er mere hydrofil). En epitop omfatter hyppigst aminosyresrester fra forskellige områder af proteinets sekvens (såkaldte konformationsepitoper) mens kun få epitoper er en lineær aminosyresekvens (en sekvensepitop). Sekvensepitoper er oftest lokaliseret til enten den C-terminale eller den N-terminale del af en polypeptidkæde. Forholdene kan være mere indviklede ved proteiner med en kvarternær struktur, dvs proteiner der er sammensat af flere enheder. Her kan der ved immunisering dannes antistoffer, som kun reagerer med det intakte molekyle, eller antistoffer, som kun reagerer med isolerede enheder. Udsættes et proteinantigen for denaturerende behandling, vil det ikke kunne reagere med antistoffer rettet mod konformationsepitoper på det native molekyle (men ofte med lineære epitoper, fx C- eller N-terminalt).

Lignende forhold som beskrevet for proteinmolekyler gør sig gældende for andre antigene makromolekyler. For proteinmolekyler findes metoder til aminosyresekvens-bestemmelser, dels direkte og dels ud fra sekventering af DNA. Ud fra aminosyresekvensen kan man vurdere forekomsten af hydrofile og hydrofobe aminosyrer. Kombineres dette med energetiske betragtninger, kan man med en vis sikkerhed opstille proteinets rumlige struktur. Fra vor viden om placeringen af antigene epitoper vil man dernæst kunne forudsige placeringen og sammensætningen af epitoper. Denne teknik er endnu under udvikling, men vil utvivlsomt i fremtiden kunne bidrage til at muliggøre syntetisk fremstilling af relevante epitoper, for eksempel med henblik på vaccinefremstilling.


Sidst opdateret 6. november 2016


Forslag til rettelse

Hvis du synes noget skal rettes i denne artikel, kan du her foreslå en rettelse.