Histamin er et hormon i kroppen der især er forbundet med allergi type I reaktioner (særligt allergisk høfeber og nældefeber), sekretionsfunktioner såsom ventriklens syreproduktion og i næsen samt en neurotransmitter i hjernen.
Syntese af histamin
Histamin syntetiseres udfra Histidin.
Histamins virkningsmekanisme
Histamin påvirker 4 forskellige G-proteinkoblede receptorer kaldet H1, H2, H3 og H4.
- H1 findes på glat muskulatur, i CNS og endothelceller.
- H2 findes på parietalceller, hjertemuskulatur, mastceller og i CNS.
- H3 findes som præsynaptisk receptor i CNS og ved perifere nerver.
- H4 sidder på celler med hæmopoetisk oprindelse, hovedsaligt mastceller, basofile celler og eosinofile celler.
Generelt vil en stimulering af mavesaftsekretionen være medieret af H2, en stimulation af hjertet vil være H2, en kontraktion af glat muskulatur vil være H1, en vasodilation vil være H1 og delvist H2 og en øget vaskulær permeabilitet skyldes H1.
De vigtigste effekter af histamin er at de medierer mavesaftsekretionen og at de medierer type I allergi reaktioner.
Type I allergi reaktion
Når et allergen kommer ind i kroppen binder de til og genkendes de af antistoffer på overfladen af mastceller. Dette får mastceller til at frigive Histamin. Efter frigivelse af histamin binder det til H1 og H2 receptorer på overfladen af kar, nerver, kirtel og muskelceller.
Dette fører til en øget mukøs sekretion (H1), en udvidelse af kar og ødem (H1 og H2), kontraktion af luftvejene (H1) samt kløe og udslæt (H1 og delvist H2).
Histamin spiller en rolle for mange allergiske sygdomme såsom høfeber, nældefeber, anyfylaksi og insektstik. Til gengæld spiller det en meget ringe rolle for asthma.
[adrotate group=”3″]
Typer af antihistaminer
Antihistaminer til histaminer er typisk inverse agonister, dvs. den binder til histaminreceptoren og giver en reaktion modsat af histamin (i modsætning til antagonister der blokerer).
Man inddeler dem i 3 generationer, hvor man skelner mellem sederende og ikke-sederende antihistaminer.
1. generations antihistaminer
1. generations antihistaminer er sederende. Sederende betyder at de er beroligende. De sederende antihistaminer passerer lettere blod-hjerne barrieren end ikke-sederende antihistaminer. Kun 1. generation er sederende – 2. og 3. generation er ikke-sederende.
Antihistaminerne har en meget uspecifik binding, dvs. de binder ikke kun til histaminreceptorer, men ofte også til muscarine, serotonine og dopamine receptorer. Dette forklarer også at man f.eks. kan anvende antihistaminer til beroligende medicin. Til gengæld giver det også bivirkninger, såsom urinretention, mundtørhed, nedsat appetit, kvalme, opkastning og forstoppelse.
2. generations antihistaminer
2. generations antihistaminer er ikke-sederende og virker overvejende på H1 receptoren og har stort set ingen bivirkninger.
3. generations antihistaminer
3. generations antihistaminer er heller ikke sederende. De virker også overvejende på H1 receptoren og er udviklet udfra at de er aktive metabolitter af 2. generations antihistaminer.
Antihistaminer til gravide og ammende
Gravide må kun anvende sederende antihistaminer samt loratadin, ceterizin samt aktive metabolitter heraf. Dette gælder dog ikke de sidste uger i graviditeten.
Ammende kan anvende fexofenadin og loratadin.
Farmakokinetik af antihistaminer
Antihistaminer optages typisk fuldstændig i mavetarmkanalen. Herefter opnås max. plasmakoncentration efter 2-3 timer. Man vil se en systemisk effekt efter ½-1 time og max. effekt efter 4-6 timer.
De metaboliseres i leveren af systemerne CYP2D6 og CYP3A4.
H2 receptor antagonister
H2 receptor antagonister anvendes til at blokere for syreproduktionen i ventriklen, f.eks. ved mavesår eller gastrooesophagal reflux. Det virker her ved at blokere for histamin receptorer på parietalcellerne i ventriklen. Der anvendes kompetetive, reversible antagonister.
Sidst opdateret 30. maj 2023