Vaccination

Vaccination er den mest effektive metode hvormed man kan forebygge infektioner i en population. Ved metoden inducerer man immunitet overfor en bestemt infektion, ved at præsentere immunforsvaret for antigen fra mikroorganismen.

Vacciner medfører beskyttelse mod infektioner ved at inducere:

  • Antistoffer
  • Langt-levende effektorceller
  • Memory celler

Disse er rettet mod antigener på mikroorganismernes overflade eller antigener på overfladen af inficerede celler. CTL responset spiller ikke en større rolle i de klassiske vacciner, men forsøges induceret i flere nye vacciner.

Man skelner mellem aktiv immunisering og passiv immunisering. Ved passiv immunisering overføres antistoffer til modtageren, oftest i form af immunglobulin præparationer fra individer (mennesker eller dyr, fx heste) hvis serum indeholder de ønskede antistof-specificiteter. Det er ikke muligt at overføre cellulær immunitet passivt – det ville kræve MHC forligelighed mellem donor og recipient.

Vaccinationstyper

Der findes flere forskellige typer af vaccinationer:

  • Levende svækket vaccine (MFR)
  • Dræbt/inaktiverede vacciner (polio, Salk)
  • Komponentvacciner (toksoider: Tetanus, Difteri og Kighoste, kapsel protein: Hib)
  • Recombinant vaccine (syntetisk, HBsAg)
  • Levende virale vektorer (vaccinia virus)
  • DNA vacciner

Primært inddeles vaccinerne i de levende vacciner|levende (attenuerede (svækkede)) og de ikke-levende vacciner. De levende inddeles så i de levende virale vacciner og de levende bakterielle vacciner.

De ikke-levende vacciner kan inddeles i de:

  • T-celle afhængige vacciner: Dræbte helcelle-vacciner, som er mikroorganismer, der er dyrket op, dræbt (inaktiverede), hvorefter dette er vaccinen, komponent-vacciner (også kaldet split-vacciner), hvor mikroorganismen først er opformeret, hvorefter den er behandlet, så kun det relevante antigen er isoleret, de rekombinante vacciner, som er relevante proteiner som er udtrykt som et rekombinant protein og derefter oprenset, toxoid-vaccinerne, hvor toxinet er isoleret fra dyrkningsmediet, oprenset, og til sidst afgiftet (toxoideret), og de konjugerede vacciner.
  • T-celle uafhængige vacciner: Det drejer sig om rene kulhydrat-vacciner.

En speciel gruppe er Orale vacciner, som kan være svækkede levende eller ikke-levende vacciner.

Nedenunder ses eksempler på vaccinetyper:

Levende, svækkede (attenuerede) Virusvacciner Polio (Sabin, oral)
Mæslinger
Røde hunde
Fåresyge
Skoldkopper
Gul feber
Bakterievacciner Tuberkulose (BCG)
Tyfus (oral)
Ikke-levende vacciner T-celle afhængige Dræbte helcelle vacciner Polio (Salk)
Hepatitis A
Japansk encep
TBE
Rabies
Kolera (oral)
Split-vacciner Influenza
Kighoste (toxoid)
Rekombinante vacciner Hepatitis B
HPV
Toxoid vacciner Difteri vaccine
Tetanus vaccine
Kighoste vaccine
Konjugerede vacciner Hæmofilus influenza type b (Hib)
Pneumokok
Meningokok
T-celle uafhængige Rene kulhydrat vacciner Pneumokok
Meningokok
Tyfus (den parenterale)

Effektivitet

Nedeunder ses en tabel der demonstrerer effektiviteten af vacciner ((Abbas’ Cellular and Molecular Immunology 7th edition (2012) p. 2)).

Sygdom Max. antal tilfælde (årstal) Antal tilfælde i 2009 Procentvis ændring
Difteri 206.939 (1921) 0 -99,99
Mæslinger 894.134 (1941) 61 -99,99
Fåresyge 152.209 (1968) 982 -99,35
Kighoste 265.269 (1934) 13.506 -94,72
Polio 21.269 (1952) 0 -100,0
Røde hunde 57.686 (1969) 4 -99,99
Tetanus 1.560 (1923) 14 -99,10
Haemophilus influenzae type B 20.000 (1984) 25 -99,88
Hepatitis B 26.611 (1985) 3.020 -87,66

Vaccination giver aktiv immunitet med hukommelse, i modsætning til passiv immunitet hvor der ikke er hukommelse. Et eksempel på passiv immunitet er tilførsel af antistoffer.

Mange af de mest effektive vacciner er baserede på levende organismer, men disse vacciner besidder visse risici, og de er potentielt farlige hvis de gives til immundefekte eller immunsupprimerede individer. Fordelen ved en levende (svækket) vaccine er at den imiterer immunsvaret på den tilsvarende virulente mikroorganisme og således giver et immunsvar, der helt svarer til immunsvaret mod den sygdomsfremkaldende mikroorganisme. Specielt kan der opnås effektive T-celle medierede effektormekanismer baseret på dræber T-celler (CTL) og makrofag- stimulerende TH1-lymfocytter, da der kan forekomme antigen processerende celler med intracellulære infektioner og endogen processering af proteiner.

Et problem ved de ikke-levende vacciner kan nemlig være at de alene bevirker udvikling af antistofdannelse: de undergår eksogen processering, præsenteres i bindingskløften på MHC II og stimulerer TH-celler af typen TH2. Derimod udvikles der ikke TH1 effektorceller eller TC-effektor lymfocytter. Derfor arbejdes der pt meget på udvikling af nye typer af vaccine-formuleringer, bl.a. med nye adjuvantia som også kan bevirke endogen processering af ikke-levende vacciner og dermed også inducere TH1 og TC respons.

Flere af de nuværende virale vacciner er baserede på levende, attenuerede stammer, medens de fleste bakterielle vacciner baseres på komponenter af de pågældende mikroorganismer, herunder de toxiner, de producerer. Immunogenisiteten af ikke-levende vacciner kan øges ved tilsætning af adjuvans, som primært virker ved at fastholde vaccinen så den transporteres til regionale lymfeknuder (og ikke fordeles systemisk i kroppen) og ved at inducere en inflammatorisk reaktion (af nogen beskrevet som et fare-signal). En anden måde at øge effektiviteten af en vaccine er, at en T-celle uafhængig vaccine (ren kulhydratvaccine) konjugeres til et immunogent protein (proteinet, som fx kan være difteritoxoid, kaldes da et carrier-protein, og der dannes en såkaldt konjugeret vaccine). Princippet ved konjugerede vacciner beskrives nedenfor. Udvikling af orale vacciner er vigtigt for stimulering af immunitet over for slimhinde-overførte mikroorganismer hvor IgA antistoffer er vigtige som neutraliserende og/eller agglutinerende antistoffer. Cytokiner har været anvendt eksperimentelt til boostning af immunsvaret eller for at “tvinge” immunsvaret til en hensigtsmæssig reaktionstype (fx til et TH1 respons i stedet for et TH2-respons).

I de senere år har DNA-vacciner været meget omtalte – de er dog endnu ikke i generel anvendelse. Endelig omtales ofte cancer vacciner, som kan være enten profylaktiske (som HPV vaccinen eller Hepatitis B vaccinen) eller therapeutiske. Therapeutiske cancervacciner kan bestå i isolering af den enkelte patients blod-monocytter, opformering af monocytterne in vitro, modning til dendritceller, loading med et specifikt cancer-antigen, hvorefter de loadede dendritceller infunderes i patienten, som har doneret monocytterne. Der foregår pt en række kliniske trials med forskellige cancer therapi vacciner.

Adjuvanser

Mange vacciner er tilsat en komponent, som forstærker immunsvaret (et adjuvans), eller vaccinen indeholder i sig selv en komponent med adjuvansaktivitet. Effekten af adjuvans er flere:

  • det fastholder antigenet på injektionsstedet
  • det fremmer en transport af vaccinen til det regionale lymfatiske organ, bl.a. ved at inducere et inflammatorisk respons, hvilket er en forudsætning for induktionen af et effektivt immunsvar.

Reaktionen på adjuvans er individuel, men viser sig ved en lokal inflammatorisk reaktion (hvad der af nogen opfattes som en bivirkning, selv om det er en ønsket reaktion). Enkelte oplever den inflammatoriske reaktion som en systemisk reaktion med feber, utilpashed, hovedpine og muskel/led-smerter, specielt dagen efter vaccinationen. Disse influenzalignende gener kan mildnes med svage antiinflammatoriske midler (acetylsalicylsyre, ibuprofen og paracetamol). Sker der en fastholden af antigenpræsenterende makrofager på vaccinationsstedet, kan en efterfølgende stimulation af disse celler lede til granulomdannelse, som i visse tilfælde kan persistere i lang tid med knudedannelse, rødme, hævelse og kløe. Granulomdannelse skyldes nok oftest en for yderlig vaccinationsteknik, hvorfor en vaccine som minimum bør injiceres dybt subkutant eller – helst – intramuskulært (dette gælder dog ikke for Bacille Calmette-Guérin (BCG)-vaccinen for tubekulose, som indgives intradermalt).

Hvis der gives flere separate vacciner samtidig, bør de gives på forskellige steder (så vaccinerne transporteres til forskellige lymfeknudeområder).

Intervaller mellem vacciner

Forskellige vacciner

For især rejsevaccinationer gælder det ofte, at flere forskellige vacciner vil indgå i programmet, og af og til vil programmet blive modificeret, således at man må tage stilling til spørgsmålet om, hvilke intervaller der nødvendigvis skal være mellem indgift af forskellige vacciner. For levende virusvacciner gælder det, at der bør være et interval på 3-4 uger mellem to vaccinationer, men kun hvis begge vacciner er levende virusvacciner.

Årsagen er, at en levende virusvaccine vil give anledning til et øget interferon-niveau, hvad der kan hæmme infektiviteten af andre virus(vacciner). Ikke-levende vacciner kan gives på et hvilket som helst tidspunkt. Ofte ses det anbefalet, at der skal være et interval på en uge fra indgift af en ikke-levende vaccine til den næste vaccination med en anden vaccine – dette er der dog ikke holdepunkter for. Dog foreslås det, at man efter intradermal vaccination med BCG-vaccine ikke den næste måned indgiver en anden vaccine, der dræneres til samme lymfeknudeområde. For levende bakterievacciner gælder det, at en slimhindevaccine (den perorale tyfusvaccine) og tuberkulosevaccinen (BCG) kan gives uafhængigt af andre vacciner.

Samme vacciner

Flere typer af vaccinationer med ikke-levende vacciner indbefatter et grundvaccinationsprogram med producentens anbefalinger for intervallerne mellem de enkelte vaccinationer. For eksempel består grundvaccinationsprogrammet mod Hepatitis B af tre vaccinationer, de to første med en måneds mellemrum, og den tredje efter seks måneder. At nummer to vaccination skal ske efter 1 måned hænger sammen med at memory-cellerne på dette tidspunkt er på et optimalt niveau. Det er vigtigt at overholde disse intervaller, forstået på den måde at intervallerne skal betragtes som minimumintervaller. At indskyde en ekstra mellem første og anden vaccination vil ikke på langt sigt give en bedre beskyttelse og kan ikke medregnes i programmet for at opnå optimal beskyttelse. Omvendt er det ikke relevant at tale om, hvor lang tid der højst må gå mellem to vaccinationer – det er aldrig for sent at videreføre et vaccinationsprogram. Eller sagt med andre ord: Man skal aldrig starte forfra i en vaccinationsserie.

Hvor hurtig virker en vaccine?

Efter en primær immunisering vil der efter 4-5 dage kunne påvises specifikke T-lymfocytter, mens et signifikant niveau af specifikke antistoffer først ses efter 8-10 dage. Efter en booster-vaccination er respons hurtigere, helt ned til 2-3 dage. Afhængigt af hvilken form for immunitet der er den beskyttende, kan disse tidsrammer derfor være vejledende. Imidlertid gælder det for visse infektioner, at en vis inkubationstid for den pågældende infektion kan gøre, at vaccination kun få dage før smitte kan virke beskyttende. Eksempelvis har Hepatitis A en inkubationstid på 15-50 dage, hvad der betyder, at vaccination selv lige omkring smittetidspunktet kan være beskyttende mod klinisk hepatitissygdom.

Immunologisk hukommelse

Effekten af en vaccination består ikke alene i udvikling af beskyttende immunitet i form af påviselige antistoffer og/eller effektor-T-lymfocytter. En lige så vigtig – eller vigtigere – konsekvens er udviklingen af en immunologisk hukommelse, som efter alt at dømme er livslang. Hukommelsen udvikles allerede efter den første vaccination og synes da at være optimal efter ca. en måned. Efterfølgende vaccinationer bygger på en gen-stimulation af disse hukommelsesceller, hvorimod immunsystemet ikke mere synes at kunne udnytte nye naive lymfocytter. Efterfølgende vaccinationer er derfor beroende på en optimal primær vaccination. De rene kulhydratvacciner (parenteral tyfus og meningokok) er en undtagelse. Rene kulhydratvacciner adskiller sig fra protein-baserede vacciner derved, at antistofsvaret overvejende består af immunglobulin M (IgM), og at der ikke er involveret T-celle-immunitet.

Børn under to år responderer generelt dårligt på rene kulhydratvacciner, hvorfor disse ikke anbefales til børn under 18 måneder. Desuden udvikles der ikke hukommelse og affinitetsmodning efter vaccination med rene kulhydratvacciner. Omvendt er antistofniveauet ofte til stede i beskyttende niveau i lang tid, så beskyttelsen efter en enkelt vaccination angives til mindst tre år (oftest er den betydeligt længere).

For visse typer af vaccinationer er det afgørende for beskyttelsen, at der på tidspunktet for udsættelse for den pågældende mikroorganisme eller det pågældende toksin må være et beskyttende niveau af antistoffer. Dette gælder f.eks. for tetanus og difteri, hvor toksineffekten indtræder så hurtigt og på basis af så lave toksinmængder, at et hukommelsessvar på toksin ofte ikke indtræder. For sådanne vaccinationer er det derfor vigtigt at opretholde et beskyttende niveau, hvad der på populationsplan indebærer genvaccinationer med fastlagte intervaller. For andre typer af vacciner er et hukommelsessvar tilstrækkeligt til at undgå klinisk manifestation af sygdom. Det gælder således for Hepatitis A og Hepatitis B, at en infektion efter et gennemgået grundvaccinationsprogram pga. den bestående hukommelse ikke vil bevirke manifest klinisk sygdom.

Alder

Børn

Fosteret producerer kun små mængder af immunglobuliner på grund af sit umodne immunsystem og også efter fødslen må immunsystemet betragtes som umodent – først ved 6-7 års alderen kan det betragtes som fuldt modent- eller måske endda først omkring puberteten, hvor thymus-funktionen er maksimal.

Imidlertid overføres under graviditeten maternelle immunglobuliner fra moderens kredsløb til placenta. Dette foregår via en process der benævnes trans-cytose, hvor IgG bindes til en Fc receptor (FcRn) og overføres til placenta. Maternel immunitet giver beskyttelse mod de sygdomme som moderen er beskyttet imod, så som mæslinger og difteri. Børn som fødes præmaturt har stærkt nedsat mængde af maternelle antistoffer. Maternelle antistoffer findes også i modermælken og kan virke neutraliserende over for mikroorganismer i tarmkanalen, men også her sker der en overførsel af IgG til den nyfødte via FcRn på tarmepitrelcellerne.

Maternelle antistoffer har betydning for vaccination af helt små børn med levende svækkede virusvacciner: de maternelle antistoffer vil betyde at naive B-lymfocytter ikke kan stimuleres (p.gr. af Fc-receptoren FcγRIIB). Fænomenet udnyttes positivt ved rhesus profylakse med anti Rhesus antistof til Rhesus negative kvinder ved fødsel eller i forbindelse med abort). Fænomenet er årsagen til at børn først vaccineres med MFR vaccinen ved 12 måneders alderen. Man kan ved særlige omstændigheder forsøge vaccination fra 8 måneders alderen, men denne vaccination medregnes så ikke i børneprogrammet.

Årsagen til de helt små børns umodne immunsvar skyldes flere ting – nedsat udtryk af co-stimulatoriske molekyler (CD21, CD40, B7 (CD80/86)), ikke-optimal kimcenterfunktion (FDC-funktion ikke optimal), ikke-optimal udvikling af lymfocyt receptor diversitet, begrænsede plasma-celle nicher, nedsat halveringstid for IgG (er hos voksne omkring 3 uger). Man kan delvis kompensere for det nedsatte immunrespons ved at øge vaccine-dosis.

Ældre

Med alderen mindskes mængden af thymus væv og af aktiv knoglemarv. Ændringerne betegnes involution og skyldes at det active modningsorgan efterhånden erstattes af fedtvæv og dermed nedsættes også nydannelsen af naive T- og B-celler. Involutionen af thymusvæv begynder allerede efter puberteten, men funktionelt er den nedsatte funktion først åbenbar fra omkring 60 års alderen Således udgør memoryceller en større og større del af de perifere lymfocytter. Samtidig ses et dårligere immunsvar over for “nye” antigener, lige som der kan ses øgede bivirkninger ved vaccination med levende svækkede vacciner (som fx gul feber vacciner hos personer >60 år).

Vaccination af særlige grupper

Immundefekte

Immunsystemet er redundant, dvs. det har mange strenge at spille på, og en »enkelt« defekt spiller sjældent en større rolle – den resterende normaltfungerende del af immunsystemet vil være tilstrækkeligt. Der er dog immundefekter, der er så væsentlige, at immunsystemet enten ikke reagerer på en vaccination – eller endda reagerer uhensigtsmæssigt. Problemerne med immunkompromitterede personer er således to:

  • en mulig øget risiko for bivirkninger ved vaccinationen
  • effekten af vaccinationen er mangelfuld eller ikke til stede

Uhensigtsmæssige bivirkninger kan ses ved vaccination med levende vacciner, hvor den svækkede vaccinestamme kan bevirke en infektionslignende tilstand med et muligt fatalt forløb. Derfor bør immundefekte personer kun vaccineres med inddragelse af den læge, som følger den immundefekte tilstand. Vaccination med ikke-levende vacciner giver sædvanligvis ikke anledning til særlige bivirkninger, men vaccinationen kan være mindre effektiv eller uvirksom.

Medfødte immundefekter er (som det senere nævnes) meget sjældne og vil i praksis ofte have manifesteret sig ved en hyppig forekomst af infektioner. En undtagelse er her den hyppigste medfødte immundefekt, som er mangel på mannanbindende lektin (MBL), en defekt, som kun sjældent manifesterer sig ved hyppige infektioner, og som ikke i sig selv gør vaccinationer kontraindicerede. Langt hyppigere er immundefekter, der er sekundære til f.eks. kemoterapi eller anden immunsupprimerende behandling (f.eks. steroidbehandling, behandling med methotrexat eller behandling med ciclosporin/tacrolimus). I disse tilfælde er det vigtigt at indhente vejledning fra den behandlende læge. Som en generel vejledning har det været anført, at patienter i kemoterapi tidligst bør vaccineres tre måneder efter ophør af kemoterapien. Hvad angår steroidbehandling kan retningslinjer være, at korttidsbehandling (2 mg/kg legemsvægt givet over længere tid bevirker, at levende vacciner bør undgås.

Knoglemarvstransplanterede patienter udgør en særlig gruppe, for hvilke der af personalet på de behandlende afdelinger er udarbejdet specielle vejledninger. Hvad angår HIV-inficerede bør CD4-tallet være >25% af det aldersrelaterede normaltal. Generelt kan man sige, at immundefekte eller immunkompromitterede patienter uden problemer kan beskyttes mod Hepatitis A ved indgift af gamma-globulin.

Blødersygdom

På grund af en øget risiko for opståen af hæmatomer efter intramuskulær vaccination, når man har en blødersygdom eller er i antikoagulans behandling, tilrådes det ofte i stedet at give dyb subkutan vaccination. Under alle omstændigheder – og især når intramuskulær vaccination er nødvendig – skal der anvendes en tynd kanyle og langsom injektion, efterfulgt af pres over vaccinationsstedet.

Graviditet & amning

Generelt bør man afstå fra at vaccinere gravide, især i første trimester. Dette gælder især for brug af de levende vacciner og først og fremmest de levende virusvacciner. Efter vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR) og mod morbilli bør graviditet undgås i tre måneder. For de ikke-levende vacciner gælder det, at der ikke er faglig baggrund for ikke at anvende dem til gravide. Da der imidlertid i befolkningen er en udbredt mistillid til vaccination af gravide generelt bør de kun anvendes til gravide, når risikofaktoren skønnes at være tungtvejende. Til beskyttelse mod Hepatitis A kan γ-globulin altid anvendes. Hvis en ikke-erkendt gravid bliver vaccineret, er det ikke i sig selv indikation for abort. Amning er ikke kontraindikation for vaccination med ikke-levende vacciner.

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for den enkelte vaccine eller dens indholdsstoffer er kontraindikation for vaccination. Indholdsstoffer kan være adjuvans, konserveringsmiddel, afgiftningsmiddel, restantibiotika og restindhold af fremmede proteiner. Hvilke indholdsstoffer, der er relevante for den enkelte vaccine, vil fremgå af indlægssedlen eller af produktresumeet. Specielt bør man være opmærksom på hypersensitivitet over for ægalbumin, merthiolat/thiomersal, formaldehyd og aluminiumhydroxid.

Ved akut sygdom med høj temperatur og påvirket almentilstand bør vaccination udsættes – derimod er lettere febril sygdom, f.eks. øvre luftvejsinfektion uden påvirket almentilstand ikke en kontraindikation. Problemstillingen er i øvrigt kun faglig relevant i forbindelse med vaccination med levende svækkede virusvaccinerr: en igangværende akut virusinfektion kan betyde et højt interferon-niveau (specielt type I interferonerne INFα og INFβ som interferer med viruspropagering) , hvad der vil kunne interferere med en vaccination med en levende virusvaccine. Intervallet mellem to vaccinationer med levende virusvacciner bør være mindst 3 uger for at sikre effektiviteten af den sidste vaccination. Af samme grund bør man undlade at vaccinere personer med tydelige tegn på virusinfektion med høj temperatur.

Efter BCG-vaccination med den levende BCG-vaccine bør det regionale lymfeknudeområde ikke involveres i andre vaccinationer i 3-4 måneder.

Dokumentation

Det er vigtigt at kunne dokumentere, hvilke vaccinationer man har fået foretaget, ikke mindst fordi en vaccinerende læge alene bør forlade sig på dokumenterede tidligere vaccinationer. Den rejsende skal således altid medgives en vaccinationsattest, ligesom en given vaccination skal fremgå af den vaccinerendes journal.

Mekanisme

Følgende processer sker når en vaccine kommer ind i kroppen:

  1. Vaccinen injiceres, og der etableres en betændelses-reaktion (inflammation) – hævelse, rødme, varme, ømhed. Det skyldes alt sammen processer, der har til formål at tilkalde fx celler, der er nødvendige for immunsvaret, specielt de antigenpræsenterende celler.
  2. De antigenpræsenterende celler optager antigenet, det nedbrydes til små peptider, og transporteres ud på cellemembranen, bundet i kløften af et vævstype-molekyle (MHC). Disse celler og nativt antigen transporteres op i den regionale lymfeknude.
  3. I den regionale lymfeknude vil naive T-lymfocytter genkende peptid-MHC på APC og blive stimuleret til bl.a. hjælpeceller for B-lymfocytter.
  4. I den regionale lymfeknude vil antigen-specifikke B-lymfocytter optage antigenet via deres membran-Ig – og det vil nu blive behandlet som det før blev det i en antigenpræsenterende celle (en B-celle er også en APC): nedbrudt til små-peptider der udstilles i kløften af MHC-molekyle.
  5. De i forvejen stimulerede T-hjælpe lymfocytter kender MHC-peptid komplekset på B-lymfocytten og kan nu stimulere B-lymfocytten, så den til sidst modnes til en antistofproducerende plasmacelle.

Immunogenisiteten kan øges hvis antigenet indgives samtidig med et adjuvans (af adjuvere, hjælpe). Det et adjuvans hjælper med er at fastholde antigen så det ikke dissemineres til hele kroppen og dermed fremme den effektive transport af antigen til fx lymfeknude. Og ikke mindst bidrager et adjuvans med den såkaldte farefaktor, der er vigtig for aktiveringen (B7-udtryk) af en APC.

Immuniseringsvejen – især første gang antigenet indgives – er af stor betydning for antistofsvaret: mest immunogent er intrakutant, så subcutant, så intramuskulært.

Historie

jenner
Jenner inoculerer den 8-årige James Phipps med materiale fra ko-koppe pustler

Nogle af de største triumfer for moderne immunologi har udspillet sig inden for området vaccinationer, som har udryddet eller nær udryddet flere sygdomme; vaccination har således udryddet kopper, og det forventes at polio vil være udryddet inden for en kortere årsrække, ligeledes baseret på vaccinationer. Vaccinationer kan derfor betragtes som en succesfuld måde til effektiv manipulation af immunsystemet. Det udnytter såvel immunsystemets specificitet og inducerbarheden af direkte effektormekanismer og – for så vidt angår vacciner der kan få T-celle hjælp – udvikling af immunologisk hukommelse, så et senere møde med den tilsvarende virulente mikroorganisme både giver et hurtigere og et stærkere immunsvar.

Historisk er det almindeligt at henføre begrebet vaccination til den engelske landsbylæge Edward Jenners indpodning af materiale fra ko-koppe pustler på den otte-årige James Phipps, søn af Jenners gartner. Herefter kunne Jenner vise at drengen tålte udsættelse for smitte fra humane kopper. Ideen stammede fra den observation at malkepiger, der havde været udsat for smitte med ko-kopper, ikke senere blev smittet med humane kopper. Ordet vaccination blev kreeret af Louis Pasteur som en hyldest til Jenner.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *