Blister i munden

Blister i munden
Blister i munden

Blister i munden er sår der findes i mundhulen. Det kaldes også for after. De ses som små til større hvide sår der findes i mundhulen, på tungen eller den bløde gane.

Sygdommen debuterer oftest i teenageårene og ses oftest værst i alderen 20-30 år. Der ses ofte større udbrud af blister i stressede perioder, hvorfor unge studerende der ofte går til eksamen er hårdere ramt. Prævalensen er 2%, men anamnetisk har 18% af befolkningen haft det i løbet af de seneste to år.

Blister i munden kan føre til dårligt selvværd og problemer med at tale og spise.

Symptomer

Blistrene i munden starter ofte med et traume mod mundhulen, som f.eks. ved tandbørstning eller hvis man kommer til at bide sig i tungen. Man bliver øm på stedet og nogle dage efter begynder der at danne sig et sår. Såret er hvidt til gult (fibrinbelægning) ofte med en rød ring (rød halo) omkring. Der ses af og til blødning fra såret og ud i mundhulen og det kan give dårlig ånde.

Blister i munden er ekstremt smertefuldt og kan godt minde om et brandsår i munden, idet det føles som en meget brændende fornemmelse.Blister rammer læber, kind og tungeslimhinden, mens der ikke ses blister på tandkødet eller den hårde gane.

Blister heler uden ar.

Smitterisiko

Blister i munden smitter ikke! Det blandes ofte sammen med herpes (forkølelsessår) – men dette er dog en meget forkert sammenligning. Dels fordi blister i munden kun ses i mundhulen – aldrig på læber eller ude på ansigtet. Dels fordi blister ikke smitter. Dels fordi blister ikke skyldes herpesvirus (såvidt vides).

Årsag

Man ved ikke nøjagtig hvorfor nogen får blister i munden og hvorfor andre ikke gør. Men det menes at være en autoimmun sygdom, dvs. hvor kroppens immunforsvar angriber egne celler. Sygdommen har et arveligt træk.

Man har mistænkt en viral årsag, men definitivt bevis mangler.

Vi kender en række prædisponerende faktorer:

  • Psykisk stress
  • Hormonelle faktorer
  • Mangeltilstande
  • Mekaniske traumer

Tobaksrygning har en vis beskyttende effekt.

Studerende der går i seng efter kl. 23 er også en risikofaktor for hyppigere forekomst af blister i munden, viser et nyligt studie(([http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25577415 Ma R, Chen H, Zhou T, Chen X, Wang C, Chen Y, Rao S, Ge L, Lin M. Effect of bedtime on recurrent aphthous stomatitis in college students. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol. 2015 Feb;119(2):196-201.]))

Diagnose

Diagnose foretages ofte udfra kliniske symtomer. Man kan også tage en herpes antigen test der er negativ ved blister, men positiv ved herpes simplex virus infektion.

Forebyggelse

Der findes en række ting som har vist sig at kunne forebygge dannelsen af blister i munden hos nogle:

  • Anvend tandpasta fri for natrium lauryl sulfat (opvaskemiddel). Et eksempel er Zendium tandpasta der er fri for dette skummingsmiddel. Det har vist sig at dette skummingsmiddel kan fremkalde blister.
  • Prøv at tage Longovital dagligt (3 tabletter årligt). Dette produkt har vist sig at kunne forebygge blister i munden hos nogle.
  • Undgå chokolade.
  • Undgå tomater.
  • Undgå nødder.
  • Undgå bananer og generelt for syrlig mad.
  • Pas på med at påføre munden traume der kan give rifter (f.eks. ved for hård tandbørstning).

Behandling

Der findes generelt ikke nogen behandling af sygdommen, idet den ikke kan helbredes. Behandlingen er derfor symptomatisk, f.eks. med panodil eller ibuprofen.

Mundskyldning med 0,1% chlorhexidin 2 gange dagligt eller mundskyldning med tetracyclinopslemning i få dage kan føre til hurtigere heling af sårene.

I meget svære tilfælde kan man overveje binyrebarkhormoner i form af creme anvendes i et tidligt stadie. Dette har dog sjældent nogen gennemgribende virkning, da den kun fjerner sårene når de allerede er kommet. Herudover kan der være bivirkninger ved at anvende dette.

Differentialdiagnoser

  • Herpetisk stomatit

Links


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *