Virulensfaktor

Sharing is caring

Virulensfaktor er en mikroorganismes evne til at trænge ind i en værtorganisme, formere sig og yde skade på organismen. Dvs. det er en mikroorganismes evne til at gøre os syge og forsvare sig mod vores immunforsvar.

Kapsel & Slimlag

Nogle bakteriearter, f.eks. Streptococcus pneumoniae, og nogle stammer af Haemophillus influenzae har yderst en kapsel. Andre bakterier kan have en mindre velafgrænset, men tykkere kapsel, som så betegnes slimlag. De består af højmolekylære polysaccharid og er med til at forøge bakteriernes adhæsionsevne til omgivelserne. Desuden beskyttes bakterierne mod fagocytose. Dette er begge vigtige virulensfaktorer. Kapslen og slimlaget besidder desuden antigene egenskaber, K-antigen, der udnyttes ved udvikling af vacciner.

Pili

Pili eller fimbriae findes hos mange forskellige bakterier. Det er hårlignende proteinfilamenter, der kan sidde på hele bakteriens overflade. Der findes to typer. Den ene er almindelige pili, der har betydning for adhæsionen på overflader og dermed for bakteriens virulens. Hos Streptococcus pyogenes er fimbriae desuden med i overfladeantigenet M-protein. Desuden findes sexpili, der er tykkere og længere og har form som et rør. De bruges til konjugation, der er overførsel af DNA mellem bakterier.

Flageller

Nogle bakterier er i stand til at bevæge sig ved hjælp af flageller. Disse er lange, 12-20 μm, og tynde, 12-55 nm, trådlignende udvækster af proteinfilamenter bestående af flagelin. Der kan være en eller flere lokaliseret forskelligt, hvilket er kendetegnende for de forskellige bakteriearter.

Bakterien bevæger sig fremad ved hjælp af flagellerne, så længe bevægelsen medfører bedre vækstbetingelser. I det øjeblik, disse bliver dårligere, ændrer den retning. Dette bevægemønster kaldes kemotaxi og sikrer optimale vækstvilkår. Bevægelserne kan iagttages ved fasekontrastmikroskopi. Flagelierne har desuden antigene egenskaber kaldet H-antigen. Bakterien kan skifte genetisk fra ekspression til ikke-ekspression af H-antigen og desuden mellem forskellige H-antigener – et fænomen, der kaldes fasevariation og især ses hos slægten Salmonella.

Toksiner

Der er to grupper, exotoksiner og endotoksiner. Exotoksiner er proteiner, der produceres i bakterien for så at secerneres til omgivelserne. Endotoksiner er betegnelsen for LPS i den Gram-negative bakteries cellevæg. De frigives ved autolyse eller beskadigelse af bakterien. Toksinerne kan inddeles i syv toksingrupper efter virkning på den eukaryote celle:

  • A: Toksiner, der virker ekstracellulært.
  • B: Toksiner. der virker på membraner.
  • C: Toksiner; der trænger igennem cellemembraner og dræberceller.
  • D: Toksiner. der trænger igennem cellermembraner og deregulerer celler.
  • E: Membranbeskadigende toksiner.
  • F: Toksiner med usikker virkningsmåde.
  • G: Celleassocierede toksiner.

De Gram-negative bakteriers LPS tilhører toksingruppe G og er opbygget af en polysacchariddel med en stabil kerne tiknyttet op til 25 ens enheder. Bundet til den stabile kerne er et disaccharid-difosfat-kompleks med lipider. Lipiderne indgår som det yderste lag af bakteriens yderste membran af cellevæggen. Choleratoksinet tilhører toksingruppe D og er opbygget af subunits A og B. Subunit B binder sig til tarmslimhinden og fremmer optagelsen af subunit A, der herefter påvirker adenylatcyclasen til et højere intracellulært niveau af cAMP, hvilket resulterer i hypersekretion fra cellerne til tarmlumen. Toksinet er et exotoksin, men fordi det er associeret med diarre, betegnes det ligeledes enterotoksin.


Sidst opdateret 14. juli 2016


Forslag til rettelse

Hvis du synes noget skal rettes i denne artikel, kan du her foreslå en rettelse.