Skudsår

Sharing is caring

Et skudsår kommer når man bliver ramt af en projektil, der gennemborer vævet.

Skud kan inddeles i komplette skud og inkomplette skud.

Indskudslæsionen er præget af hudens elasticitet. Projektilet strækker huden, så såret bagefter har en mindre diameter end projektilets kaliber

Skudtyper

Komplette skud

De komplette skud kan yderligere inddeles i penetrerende skud og perforerende skud.

Man kan også inddele komplette skud i:

  • Berøringsskud/kontaktskud (0 cm)
  • Nærskud (0 til 50 cm) og
  • Afstandsskud (> 50 cm)

Børingsskud/Kontaktskud

Ved kontaktskud er mundingen i kontakt med huden. Der kan ses aftryk af sigtemidlet. Al sod, krudtpartikler og flamme-virkning kommer inden i såret.

Berøringsskud over flade knogler kan give et stjerneformet indskudssår og kegleformet knoglelæsion.

Nærskud

Nærskud er skud på op til 50 cm afstand. De inddeles i ”nære” og ”fjernere” nærskud. På de ”nære” ses sod, flammevirkning og krudtpartikler på huden, på de ”fjernere” ses kun krudtpartikler på huden.

Afstandsskud

Afstandsskud er skud på større afstand end 50 cm. Der er ingen tilsmudsning af huden.

Inkomplette skud

De inkomplette skud kan yderligere kan inddeles i matte skud og strejfskud.

Våben

Våben inddeler man i:

  • Korte håndvåben < 30 cm – pistoler og revolvere. Her er kaliber under 11,4 mm (svarende til 0,45 inch).
  • Lange håndvåben > 30 cm – rifler og haglgeværer. Her er kaliber henholdsvis for rifler under 12,7 mm (0,5 inch) og for haglgæværer under 22 mm.

Projektilvirkning

Man skelner mellem en direkte projektilvirkning, der skabes af knusning, og indirekte projektilvirkning, der skabes af trykvirkning eller lydbølger.

Kavitet

Den permanente kavitet er den målelige læsion af vævet. Ved lave hastigheder er det svarende til projektilets direkte virkning. Ved høje hastigheder et resultat af både direkte og indirekte virkning.

Den temporære kavitet er en midlertidig kavitet, der kun varer 5-10 m/sek. Kan kun ses med high-speed kamera eller illustreres med specielle vævssimulantia. Giver kun læsion ved høje hastigheder, hvor vævets elasticitet overskrides. Ikke relevant for korte håndvåben.

På grund af den temporære kavitet er alle sår kontaminerede. På grund af den temporære kavitet kan der være skader udenfor skudkanalen. De aktuelle skader kan IKKE forudsiges ud fra kendskab til våben og ammunition, kun potentialet for skade.

Tumbling

Projektilets drejning om sin tværakse i målet. Svarer til yaw i luft. Ses ved spidse (”Spitzer”) militærriffelprojektiler. Forøger læsionen på grund af større anslagsflade og større temporær kavitet.

Fragmentering

Fragmentering er sønderdeling af projektilet. Ses ved ekspanderende projektiler på grund af afbrækkede projektildele og ved riffelprojektiler, der brækker på grund af for svag kappekonstruktion.


Sidst opdateret 25. november 2016