Øret

Sharing is caring

Øret er menneskets høreorgan. Består af ydre øre, mellemøret og indre øre. Det menneskelige øre kan opfange frekvenser mellem 20 og 20000 Hz.

Lyd passerer det ydre øre fra auriclen igennem meatus acusticus externus til mellem øret. Her rammer lydbølgerne membrana tympanica (trommehinden). Denne membran består af tæt bindevæv med et tyndt lag epithelceller på begge sider. Desuden rigt på nociceptorer. På bagsiden af trommehinden sidder øreknoglerne (ossicula auditus) i forlængelse af hinanden. Malleus eller hammeren sidder på trommehindens bagside. Malleus er koblet til incus (ambolten) som yderligere er koblet til stapes (stigbøjlen). Den basale del af stapes er insereret i fenestra vestibuli som lukker scala vestibuli.

Alle led er synoviale led. Lydbølgerne som rammer trommehinden og derefter sætter i gang i øreknoglerne, sender bølgen videre til væsken i cochlea. En forudsætning for at der er fri bevægelse af trommehinden, er at trykket er ens på begge sider. Dette sker vha. tuba auditiva
som har forbindelse til pharynx.

Når stapes trykkes ind i fenestra vestibularis, vil trykket fra lydbølgerne blive overført direkte til perilymph i scala vestibuli. Da vand ikke kan komprimeres, vil lydbølgerne bevæge væsken i øret, og kun pga. at rummet kan udvides, nemlig ved fenestra cochleae, som presses udad mod
mellemøregangen hver gang stapes trykkes ind. Flowet fra perilymph overføres direkte til endolymph i ductus cochlearis gennem den tynde membrana vestibularis. Bevægelsen propageres til membrana basilaris som trykkes nedad og overfører dermed bevægelsen til perilymph i scala
tympani. Det er bevægelsen af membrana basilaris som stimulerer receptor cellerne.

Mennesker kan lokalisere lyde fra hinanden med en afstand af 2 grader. Lydtryk måles i decibel (dB). Almindelig tale er 30-70 dB og smertegrænsen ligger omkring 130-140 dB. Hørelse kan genskabes med et cochlear implant, hvis kun hårceller er ødelagt. Konduktiv døvhed er Mellemørebetændelse som skader trommehinden eller basalpladen ved stapes eller bare nogle af ossiklerne, så lydbølgerne ikke kan transmitteres. Sensoneural døvhed er skade på cochlearnerven.

Det cortiske organ

Sensoriske celler kaldet hårceller (ydre og indre) beklædt med stereocilier. Disse er adskilt af nogle støtteceller, søjleceller, som danner den cortiske tunnel (cunniculum internum). Over hårceller ligger membrana tectoria som er indirekte forbundet til cochlea. De afferente nervefibre har kontakt til hårcellernes basale del, og resten af neuronet er lokaliseret i lamina spiralis ossea tæt på modiolus.

Efferente nervefibre (fra superior olivary complex) er med til at styre sensitiviteten af de auditive receptorer via CNS. Når membrana basilaris vibrerer, vil den presse hårcellerne op så stereocilierne rammer membrana tectoria. Bliver stereocilierne bøjet i en retning udløser det en depolarisering, bøjes de i en anden retning udløser det hyperpolarisering. Depolarisering udløser glutamat som overfører signalet til den afferente nerve.

De indre hårceller er kun i en række og står hovedsageligt for sensoriske impulser, hvor de ydre hårceller er i tre rækker og står hovedsageligt for regulering af de sensoriske impulser. De efferente fibre kan frigive Ach og ATP som hyperpolariserer cellerne, og reducerer hermed den aktive
bevægelse af stereocilierne.

Stereocilierne er arrangeret efter længde. Korteste samlet, dernæst de lidt længere bagved osv. Når cellen depolariseres rykkes den korte mod den lidt længere, som åbner en ionkanal, og aktionspotentiale udløses. Depolariseringen skyldes en øget K+ influx da endolymfen indeholder en høj koncentration af K+ og lille af Na+.

Det er vist at hvis en læsion begrænset til en lille del af det cortiske organ er sket, vil man ikke være i stand til at høre bestemte frekvenser, hvilket bekræfter den tonotropiske orden.

Lyde med den højeste frekvens bliver modtaget tættest på fenestra vestibuli, hvor dem med den laveste registreres i toppen af cochlea. Dette er pga. at membrana basilaris er tykkest basal og tyndest apikalt.

Nervus cochlea

N. cochlea er den nerve som modtager impulser fra cochlea til hjernestammen igennem N.VIII. De fleste af fibrene har nervecellelegeme i ganglion spirale i lamina spirale ossea. Fra ganglion spirale løber fibrene igennem modiolus og igennem meatus
acousticus internus og til angulus cerebellopontina. Her indtræder fibrene i nc. cochlea ventralis og nc. cochlea dorsalis.

Fibrene deles i tonotropisk orden i nc. Cochlea. Herfra føres impulserne videre til colliculus inferior (modsatte side) i mesencephalon. Fibrene som danner en bane fra nc. Cochlea til colliculus inferior kaldes lemniscus lateralis. Herfra
ascendere fibrene videre op i thalamus (corpus geniculatum mediale) hvor denne bane kaldes branchium quadrigeminum inferior.

Fibrene ender i Area acusticus i temporal lappen (A1). A1 modtager fibre fra begge cochleae.

De descenderende fibre følger samme vej ned, dog er de direkte efferente fibre fra olivarius superior. Der findes inhibitoriske interneuroner i alle nuclei som har til formål at dæmpe nogle lyde, så vi kan udelukke nogle frem for andre. Lydreflekser er når høje lyde får kollateraler i formatio reticularis til at aktivere muskler som giver et chok respons. Desuden kan m. stapedius og m. tensor tympani aktiveres og dæmpe bevægelse af de tre ossikler. Andre reflekser giver hoved og øjenbevægelse i lydretningen. Facialis parese giver hyperacusis. Fibre fra corpus geniculatum medialis ender i AI med præcis tonotropisk lokalisering. Fibre i AII er ikke tonotropisk organiseret.

AI svarer til brodmann 41 i gyrus temporalis superior. Største område i venstre side – altså asymmetrisk. Den venstre del er bedst til at diskriminere tale, hvor højre del er bedst til at diskriminere toneleje, melodier og lydintensiteter.


Sidst opdateret 14. juli 2016


Forslag til rettelse

Hvis du synes noget skal rettes i denne artikel, kan du her foreslå en rettelse.