Lungekræft

Lungekræft er kræft i lungevævet. Pga. af forskelle i biologi og behandlingsstrategi inddeles tumorerne i småcellet lungekarcinom (SCLC) (ca. 15%) og NSCLC (non-SCLC), som består af de 3 øvrige hovedtyper planocellulært karcinom (40 %), adenokarcinom (40 %) og storcellet karcinom (5 %). De planocellulære og småcellede findes hyppigst centralt tæt ved de store luftveje, mens adenokarcinomerne ofte er placeret perifert. Alle disse typer lungekræft har stor tendens til at sprede sig: regionalt til de mediastinale lymfeknuder, eller fjernt til øvrige lunge, lever, binyrer, knogler, knoglemarv og hjerne.

Lungecancer i venstre lunge. Der ses også pleuravæske i bunden af venstre lunge
Lungecancer i venstre lunge. Der ses også pleuravæske i bunden af venstre lunge

Forekomst

Ca. 4200 nye tilfælde årligt (2005-2009). Incidensen har været stærkt stigende for mænd indtil midt i 80’erne og for kvinder indtil midt i 90’erne. Lungekræft udgør 12-13 % af al kræft i Danmark, men er årsag til ca. 24% af alle kræftdødsfald, og er dermed den kræftsygdom der dør flest mennesker af i Danmark. Der er næsten lige så mange kvinder der får lungekræft som mænd. Der er stigende incidens med stigende alder (1 % af tilfældene findes hos under 45-årige). 33% af tilfældene er 75 år eller ældre).

Årsager

Tobaksrygning er den vigtigste ætiologiske faktor for udvikling, men radon, industriel eksposition (bl.a. visse former for svejsning og asbest har betydning). Passiv rygning øger risikoen 20-30%.

Den relative risiko for udvikling af lungekræft ved rygning af 20 cigaretter dagligt er 5000% (sammenlignet med ikke-ryger). Ophør med rygning mindsker gradvist risikoen, men mere end 5 års ophør er nødvendig for at halvere den relative risiko. Den cancer, der hyppigst optræder hos ikke rygere, er adenokarcinom.

Symptomer

Tidlige symptomer er ændrede luftvejssymptomer hos rygere (ændret hostemønster, hæmoptyse, luftvejsinfektioner og pneumoni) Senere symptomer er dyspnø, thorakale smerter, vægttab, træthed og metastase-symptomer.

Prognose

For alle typer af lungecancer er det vigtigt, at diagnosen stilles hurtigt, hvis patienterne skal sikres den bedste prognose. Uden en histologisk eller cytologisk diagnose vil onkologisk behandling ikke komme på tale. Det er specielt vigtigt for SCLC at få en hurtig diagnose, idet spredning af sygdommen forgår meget hurtigt. Det er desværre ikke usædvanligt, at patienter, der kunne behandles effektivt, dør under udredningen, hvis den trækker ud.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *