Kemoterapi er behandlingen af cancer med lægemidler der er celledræbende (cytostatika).

Små tumorer er ofte mere følsomme overfor kemoterapi end store tumorer. Dette skyldes at store tumorer ofte er gået i hvilefase, hvorimod små tumorer stadig er i delingsfasen. Cytostatika er mest følsomme overfor lægemidler i delingsfasen. Derfor kan det også være en god ide at fjerne dele af en tumor enten kirugisk eller med radioterapi, idet man så gør den mere følsom overfor cytostatika.

Resistens

Forudsætningen for cytostatikas letale effekt er, at stofferne når deres target i cellerne, evt. via en mellemliggende aktiveringsproces. Resistens er en følge af tumorcellers evne til at undgå den letale effekt af et eller flere cytostatika. I nogle tilfælde kan denne resistens være til stede i de fleste celler før behandlingen (primær resistens), mens den i andre tilfælde initialt kun optræder i enkelte celler eller udvikles under behandlingen. Disse enkelte celler opnår imidlertid hurtigt en proliferationsfordel over for de cytostatikafølsomme celler, således at tumor gradvis bliver helt resistent (sekundær resistens). Krydsresistens kan iagttages både mellem kemisk beslægtede og kemisk ubeslægtede stoffer.

Sandsynligheden for optræden af resistente celler er en funktion af den spontane mutationsrate og antallet af tumorceller. Hvorvidt mutationsraten kan øges yderligere som følge af den mutagene virkning, som mange cytostatika besidder, er uvist. Ved en terapi, som kun omfatter et enkelt medikament antages det, at ca. 1 ud af hver 106 tumorceller vil vise sig resistent. Det betyder at klinisk manifeste tumorer er inkurable med cytostatisk monoterapi. Ved behandling med en kombination af cytostatika med forskellige angrebspunkter udviser færre celler resistens, og der opstår herved mulighed for at opnå en kurativ effekt selv ved klinisk erkendbare tumorer, der indeholder mere end 109 celler.

Resistensmekanismer:

1. Nedsat transport af stoffet ind i cellen eller øget ekskretion heraf.
2. Nedsat aktivering af stoffet.
3. Forøget inaktivering af stoffet.
4. Ændring af target-molekyler.
5. Øget produktion af target-molekyler (gen-amplifikation).
6. Alternativ metabolisk proces.
7. Udbedring af skaden.

En betragtning af resistensmekanismerne giver indtryk af, at flere af de anførte resistensmekanismer (nr. 1, 3, 5, 6) kan brydes via en dosisøgning. Dette kan være ensbetydende med, at cytostatisk behandling vil være mere effektiv i intermitterende store doser end ved kontinuerlig daglig indgift. Det følger af det ovenstående, at såvel primær som sekundær resistens vil være mindst udtalt, når cytostatisk behandling gives som intermitterende polykemoterapi i maksimalt tolerable doser. Mange kliniske iagttagelser bekræfter rigtigheden af denne strategi. I øvrigt opnås der ved en kombination af flere stoffer en vis spredning af bivirkningsmønsteret i forhold til enkelt-stofterapi i maksimalt tolerable doser.

Ved en kombination af to cytostatika, der begge er marvtoksiske, skal dosis af hvert stof sædvanligvis reduceres til 70 % af den fulde dosis af det enkelte stof. Hvor der anvendes 3 marvtoksiske stoffer, skal dosis af hvert stof reduceres til ca. 50 % af den fulde enkeltstofdosis. Vi nærmer os nu individuelle stofdoser, der bliver for små til at være effektive, hvorfor kombinationsregimer sjældent indeholder mere end 3 eller 4 forskellige stoffer. Hvis der anvendes tre marvtoksiske stoffer samtidigt, kan kombinationen dog tilsættes et eller to af de ikke-marvtoksiske stoffer i fulde doser, fx vincristin, cisplatin, bleomycin, prednisolon eller metotrexat.

Toxicitet

Toksicitet af cytostatika kan inddeles i 2 hovedgrupper, generelle og specifikke. Celler der har hyppige celledelinger påvirkes mest af kemoterapi og giver de generelle bivirkninger, Det drejer sig om hæmatopoietiske(knoglemarvsdepression), epitheliale(gastrointestinale bivirkninger) og gonadale celler. Desuden påvirkes brækcentret via kemo-triggerzonen i bunden af IV. ventrikel. Denne form for toksicitet er dosisrelateret og kan oftest reduceres til et tolerabelt niveau ved dosisreduktion og supplering med en passende understøttende behandling.

De specielle bivirkninger fremkaldes af bestemte cytostatika. Denne form for toksicitet er også dosisrelateret, men når disse bivirkninger optræder, vil det ofte være nødvendigt at stoppe behandlingen med det udløsende medikament enten permanent eller i længere tid, indtil restitution er indtrådt. Efter visse organskader indtræder der ikke restitution. Det gælder fx for cisplatin-induceret høretab og anthracyklin betinget cardiomyopati. Risikoen for udvikling af specielle bivirkninger nødvendiggør en omhyggelig monitorering af patienten og overholdelse af forskellige sikkerhedsregler ved administration af medikamenterne.

Eksempelvis må en enkeltdosis på 2 mg ikke overskrides for Vincristin, og en kumuleret dosis på 450 mg/m2 ikke overskrides for Adriamycin. Indgift af cisplatin kræver, at patienten gennemgår et bestemt hydreringsregime, og indgift af adriamycin eller andre antracycliner, hvor der er planlagt længerevarende behandling, kræver for nogle undersøgelse af hjertets uddrivningsfraktion (MUGA-scanning).

Sidst opdateret 8. oktober 2023