Hyperkaliæmi

Sharing is caring

Hyperkaliæmi er forhøjet kaliumniveau i blodet. Normalværdien for S-Kalium er 4,5 mM og man har hyperkaliæmi når S-Kalium er større end 5,0 mM. Der skelnes mellem følgende former for hyperkaliæmi:

  • Mild hyperkaliæmi: 5 mM < S-Kalium < 6mM
  • Moderat hyperkaliæmi: 6 mM < S-Kalium < 6,5 mM
  • Svær hyperkaliæmi: S-Kalium > 6,5 mM

Forekomst

  • Hyperkaliæmi ses sjældent i almen praksis.
  • Prævalensen på sygehuse er ca. 1-10%1.

Ætiologi

Det meste Kalium findes intracellulært i kroppen, hvor 98% findes. Koncentrationen er mellem 140 og 150 mM intracellulært og mellem 3,5 og 5,0 mM ekstracellulært. Det er NaK-ATPasen der er ansvarlig for opretholdelsen af denne koncentrationsgradient. Hvis koncentrationsgradienten forstyrres, kan dette lede til elektriske forstyrrelser fordi aktionspotentialer ikke kan dannes. Man vil derfor kunne se forstyrrelser af nerver, hjertet og muskler.

Kaliumbalancen styres på kort sigt af balancen mellem intracellulært og ekstracellulært Kalium og på lang sigt ved udskillelsen af Kalium i nyrerne. 95% Kalium udskilles via nyrerne1.

Hyperkaliæmi kan skyldes:

  • Øget Kaliumindførsel i kroppen
  • Nedsat Kaliumudskillelse
  • Ændret balance mellem intracellulært og ekstracellulært Kalium

Nyreinsufficiens og lægemidler påvirker især Kaliumudskillelsen.

Øget Kaliumindførsel i kroppen

Hyperkaliæmi ved øget kaliumindførsel er sjældent og forekommer stort set kun ved samtidig nyreinsufficiens. Patienter med svær nyreinsufficiens og højt Kalium, bør begrænse Kaliumindtaget.

Nedsat Kaliumudskillelse

Hyperkaliæmi pga. nedsat kaliumudskillelse kan ses ved:

  • Nedsat nyrefunktion, dels ved lav GFR og dermed mindre aktiv sekretion af Kalium og dels ved skade på det juxtaglomerulære apparat så Renin frigivelsen falder og Kalium stiger.
  • Hypoaldosteronisme, f.eks. ved binyrebarkinsufficiens.
  • Hypovolæmi eller dehydrering
  • Lægemidler der hæmmer Kaliumudskillelsen.

Ændret balance mellem intracellulært og ekstracellulært Kalium

En forskydning i intracellulært Kalium kan ses ved:

  • Vævsskade og nekrose, såsom ved rhabdomyolyse eller bransår. Her frigives intracellulært Kalium til blodet og S-Kalium stiger.
  • Insulinmangel. Insulin stimulerer NaK-ATPasen og ved manglende stimulering opretholdes koncentrationsgradienten ikke og S-Kalium stiger.
  • Metabolisk acidose.
  • Indtag af lægemidler der blokerer NaK-ATPasen, såsom Suxameton og betablokkere.

Symptomer & sygehistorie

Ofte asymptomatisk.

Diagnose & udredning

Hyperkaliæmi har man når S-Kalium > 5 mM. Alle med S-Kalium > 6 mM har potentiel livstruende hyperkaliæmi og skal indlægges akut og behandles.

Komplikationer

  • Hyperkaliæmi kan give livstruende arytmier og hjertestop.
  • S-Kalium > 6 mM (moderat og svær hyperkaliæmi) er livstruende og kræver derfor akut indlæggelse og behandling.

Differentialdiagnoser

Obs. på pseudohyperkaliæmi, f.eks. pga. for langvarig stase ved blodprøvetagningen.

Behandling

Behandlingen går ud på at korrigere S-Kalium og behandle grunden til hyperkaliæmi. Dette kan være at justerer medicin der kan påvirke Kaliumniveauet og begrænse Kaliumindtaget.

Der kan gives følgende:

  • Calcium, der stabiliserer myokardiet ved hyperkaliæmi, men ikke korrigerer S-Kalium.
  • Insulin, der stimulerer NaK-ATPasen og forskyder Kalium ind i cellerne.
  • Beta2-agnositer, der stimulerer NaK-ATPasen.
  • Kationbyttere, der binder Kalium i tarmene og forhindrer optag af Kalium.
  • Loop-diuretikum, der øger den renale Kaliumudskillelse, men kræver en tilstrækkelig nyrefunktion.
  • Natriumbikarbonat, der korrigerer en evt. metabolisk acidose.

Hæmodialyse kan være en behandling når årsagen til hyperkaliæmi er nyresvigt og patienten ikke responderer på anden behandling.

Links

Referencer

  1. Lægehåndbogen om Hyperkaliæmi

Sidst opdateret 14. januar 2017


Forslag til rettelse

Hvis du synes noget skal rettes i denne artikel, kan du her foreslå en rettelse.