Blodet

Blod består af celler og plasma. Plasma består af en vandig opløsning af et meget stort antal forskellige molekyler. Koncentrationen af biologisk relevante stoffer i plasma strækker sig over et meget stort spand fra få pmol/L af forskellige hormoner (eksempelvis thyreoideahormoner) til
mmol/L (eksempelvis glukose). Plasmas bestanddele kan opdeles i elektrolytter, uorganiske buffere, proteiner, lipoproteinpartikler, samt andre organiske molekyler.

De klinisk biokemiske laboratoriers analyserepertoire omfatter en lang række målinger, både hvad angår blodets cellulære del (celletællinger og biokemiske målinger af cellulære bestanddele (eksempelvis hæmoglobin)), og kvantitative målinger af en lang række forskellige molekyler i
plasma. For klinikeren er det for biokemiske analyser relevant at vide, hvad koncentrationen af forskellige analytter er i plasma. Sommetider anvendes imidlertid prøvematerialet, serum til at opnå et estimat for plasma-koncentrationen.

Prøvemateriale

I klinisk biokemi anvendes almindeligvis følgende typer af prøvemateriale:

  • Fuldblod, stabiliseret med et antikoagulans, eksempelvis EDTA, som binder calcium og forhindrer koagulationsmekanismerne i at virke. En godt opblandet anti-koaguleret fuldblodsprøve kan eksempelvis anvendes til tælling af blodceller eller til måling af blodets hæmoglobin-koncentrationen. Den kan også anvendes til at bedømme erythrocytternes indhold af forskellige hæmoglobinformer herunder HbA1c-koncentrationen. Fuldblod kan også anvendes til isolation af DNA (fra leukocytter).
  • Plasma, som er stabiliseret (anti-koaguleret) blod befriet for blodlegemer. Normalt sker separationen mellem celler og plasma ved centrifugering af en anti-koaguleret blodprøve. En plasmaprøve kan anvendes til måling af en lang række komponenter, som elektrolytter, proteiner etc. Måling af mængden af koagulationsproteiner foregår altid på plasma.
  • Serum er den væske, som opstår efter blod er koaguleret og selve koaglet, herunder blodcellerne er fjernet. Fremstilling af serum kræver derfor, at blodprøven først bringes til at koagulere (det initieres ved berøring af blodprøveglasset), hvorefter prøven centrifugeres. Serum ligner plasma med hensyn til kemisk sammensætning, men er uden fibrinogen og de fleste andre koagulationsfaktorer.

Mange biokemiske målinger giver ens resultater i serum og plasma. Måling af koagulations-parametre kræver dog som nævnt plasma. Forskellige andre målinger har empirisk vist sig bedst at kunne lade sig gøre på en bestemt type af prøvemateriale.

Blodets indhold

Elektrolytter og uorganiske buffere

Plasmas samlede osmolaritet er ca. 300 mmol/L. Elektrolytter, specielt natrium og klorid udgør størstedelen af de opløste molekyler, eksempelvis er plasma-natriumkoncentrationen omkring 140 mmol/L.

Blodets pH-værdi reguleres meget tæt og ligger i arterielt blod tæt omkring 7,4 ved hjælp af både uorganiske buffersystemer, som bicarbonat og phosphat, men også under indflydelse af organiske buffere, som eksempelvis blodets samlede mængde af protein.

Små vandopløselige organiske molekyler

En række metabolisk aktive stoffer transporteres i blodet, eksempelvis glukose, laktat, ketonstoffer og aminosyrer. Deres koncentration influeres ofte af fødeindtag og bedømmes derfor ofte i fastende tilstand. Måling af disse stoffer, eksempelvis glukose kan afsløre metaboliske forstyrrelser.

Andre små molekyler, eksempelvis kreatinin anvendes til at vurdere nyrefunktionen med, idet stoffets syntese er temmelig konstant, og koncentrationen i plasma derfor stort set kun er afhængig af udskillelseshastigheden via glomerulær filtration i nyrerne.
Også leverens funktion kan bedømmes blandt andet ved måling af et organisk molekyle, bilirubin, som er et nedbrydningsprodukt fra hæm-katabolismen.

Proteiner

Antallet af forskellige proteiner og mindre peptider i plasma skønnes at være umådeligt stort. Den samlede mængde af totalt proteinstof i plasma er ret konstant omkring ca. 6,5 – 8,0 g/L. Det hyppigst forekommende protein er albumin, hvis koncentration er omkring 4,0 – 5,0 g/L, men også immunglobuliner forekommer i høj koncentration.

Den kvantitativt største mængde af plasmas proteiner bliver syntetiseret i leveren. En dårlig leverfunktion vil derfor kunne afspejles i lav albumin og lav total proteinkoncentration i plasma.

Visse cellulære proteiner forekommer stort set ikke i plasma under normale omstændigheder, men kan i forbindelse med vævsskader frigives til blodet fra døde eller døende celler. Da nogle af disse proteiner er meget cellespecifikke, vil deres tilstedeværelse i blodet afsløre vævsspecifik skade. Eksempelvis kan nævnes troponin-T fra hjertemusklen eller ALAT-enzymet fra leveren.

Koagulationsproteinerne udgør en særlig gruppe af plasmaproteiner, som ofte måles i klinisk biokemiske laboratorier. Til bestemmelse af koagulationsproteiner anvendes ofte funktionelle målinger, hvor blodet bringes til at størkne, og hvor tiden der går, inden et koagel/lot dannes, bruges som mål for koagulationsfunktion. Sådanne målinger anvendes eksempelvis til at vurdere, om patienter i blodfortyndende behandling er passende medicineret.

En stor gruppe af proteiner i plasma er beskæftiget med transport af andre molekyler. Et eksempel er transferrin, som binder jern. Også TBG (thyroxin-bindende globulin) kan nævnes, idet TBG binder og transporterer thyreoideahormoner. Det er ofte nødvendigt at kende mængden af disse transportproteiner, når oplysninger om koncentrationen af de stoffer, som de transporter, skal vurderes.

Lipoproteiner er partikler, bestående af en hydrofob kerne af ikke-vandopløselige lipider, samt en skal af amfofile lipider, som phospholipid og apoproteiner, som består af både hydrofile og hydrofobe dele.

Blodværdier

  • Indhold af plasma = 55%
  • Indhold af leukocytter < 0,1%
  • Indhold af erythrocytter = 45%
  • Hæmatokritværdien = 0,45
  • Hgb koncentration = 9,3 mmol/l = 150 g/l blod
  • MCV = 90 fl
  • MCHC = 21 mmol/l = 333 g/l
  • Blodets iltkapacitet = 9,3 mmol O2/l bl. = 208 ml O2/l bl.
  • Densitet blod = 1,060 g/ml
  • Densitet plasma = 1,035 g/ml
  • Densitet erythrocytter = 1,085 g/ml
  • 1 L plasma indeholder 930 ml vand

Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *