Antiarytmika

Antiarytmika er lægemidler til behandling af arytmi. Antiarrytmika kan inddeles efter hvilke ion-kanaler eller receptorer, de påvirker, samt efter deres påvirkning af aktionspotentialets længde. Formålet med antiarrytmisk behandling er at bedre funktion og prognose, ikke EKG-sminke. Jvf proarrytmisk effekt.

Anvendelsen af antiarytmika har tre formål:

  1. Afbryde en arytmi
  2. Regulere en vedvarende arytmi
  3. Forhindre recidiv af en arytmi

Virkningsmekanisme

Antiarytmika inddeles i:

  • Na-kanal blokade
  • Beta-receptor blokade
  • K-kanal blokade
  • Ca-kanal blokade

Klasseinddeling

De inddeles også i en lang række klasser:

  • Klasse Ia
    • Kinidin, disopyramid
  • Klasse Ib
    • Lidokain, mexiletin
  • Klasse Ic
    • Flekainid, propafenon
  • Klasse II
    • Betablokkere (f.eks. metoprolol)
  • Klasse III
    • Amiodaron, sotalol
  • Klasse IV
    • Calciumkanalblokkere (verapamil)

Læs mere om Vaughan Williams klassifikation

Bivirkninger

  • Negativ inotropi (specielt disopyramid, II, IV)
  • Bradykardi og blok (specielt II, IV)
  • Øget overledning i AV-knuden (1:1 overledning af atrieflagren, kinidin, flecainid)
  • Proarytmi (Ia, Ic og sotalol, sjældnere Ib og amiodaron, evt. forudgået af øget QRS-bredde eller QT-forlængelse)
  • Ekstrakardielle bivirkninger

Det anbefales ikke at kombinere lægemidler der forlænger QT-intervallet. Kombiner aldrig calcium-kanal blokkere og betablokkere.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *