Betegnelsen lyd anvendes både om de stofbølger der påvirker vor høresans, og om det sanseindtryk, hvormed vort høreorgan reagerer på en sådan påvirkning.
Lydbølger opstår i et medium når molekylerne tvinges til at indtage områder med tæt pakning (højt tryk) alternerende med områder med lav pakning (lavt tryk).
Lyd karakteriseres ved frekvens og intensitet (lydstyrke). Frekvensen bestemmer tonehøjden på lyden. Lydbølgers frekvens måles i Hertz (antal svingninger/sekund). Ensartede svingninger opfattes som toner. Frekvenser mellem 20 – 20.000 Hertz kan opfattes af det menneskelige øre. Lydintensitet (lydstyrke) er repræsenteret ved lydbølgens amplitude.
Lydintensitet refererer til hvor kraftigt luftmolekylerne trykker mod trommehinden, en kraft per areal, der måles i µPa. Forskellen mellem det lydtryk øret kan opfatte og det lydtryk som lige netop er smertefuldt er meget stor, fx 1012. Lydstyrke måles derfor i decibel (dB). dB er defineret som log til det aktuelle målte lydtryk divideret med et veldefineret referencetryk. Reference-lydtrykket svarer til 20 µPa, det lydtryk der kræves for at en lyd med en frekvens på 1000 Hz lige netop er hørbar.
Formlen for at beregne lydstyrken i decibel for en given lyd er:
- dB = 20*log(det målte tryk/referencetrykket)
Kendte lydniveauer:
- Hvisken 10-20 dB
- Køleskab 35-45 dB
- Almindelig tale 50-60 dB
- Befærdet vej 70-80 dB
- Rockband 90-100 dB
- Slibemaskine 100-110 dB
- Smertegrænse 120-130 dB
Sidst opdateret 19. maj 2023